Anmeldelse

“Kulning mellem fynske bakker og lag af tid. Det har styrtregnet i vilde sommerbyger hele dagen. Træerne drypper endnu. Men solen sender forsigtige striber gennem trækronerne, mens vi bevæger os ad den lille mudrede sti op mod bavnehøjen. Hvad skal vi forvente? Vi ved det ikke. Der er nordisk sensommer i luften, modne brombærkrat og får, der bræger os velkommen. Udsigten er både ældgammel og samtidig, som om tiden har lagt sig lag i lag rundt om højen. Pludselig lægges endnu nogle tidslag på, for nu genlyder bakkerne af hyrdinders aftenkald. Det bliver svært at bedømme, hvilken tid vi befinder os i, selvom fornuften siger os, at vi nok er mest i vores egen. Men underlige aftenlufte og fire kvinder i smukke almuedragter kan forvirre enhver denne aften på højen. Kvinderne synger et par smukke gamle sange, før de går hver sin vej med bjælder, koklokker og blæseinstrumenter. Selv et øvet koncertpublikum ville blive udfordrede her. Hvor skal vi gå hen? Skal vi gå med? Nu ser vi ingen af dem. Hvor skal vi kigge hen?

‘Juuuu-iii-uuuu-iiii-iuuu’ gjalder det ud mellem bakkerne, som hyrder og hyrdinder har kaldt på hinanden og deres dyr i århundreder, før elektriske hegn og industrialisering gjorde det overflødigt. Først fra den ene kant og så fra den anden. Vi er omringet af fortidens aftenkald eller kulning, som det også hedder. Da vi har sundet os, falder vi til ro i, at vi bare skal nyde det her. Nyde de smukke stemmer, der svæver gennem aftenluften og solnedgangens farver under dryppende egetræer. Nyde at vi kan være i flere tider på en gang -både nu og dengang ...og endnu længere tilbage. For nu genlyder en lur med sine lange melankolske toner. Den gamle bavnehøj bliver næsten vækket til live. Vi ser den samme udsigt som i tusindvis af år. Vi hører (måske) de samme toner som dengang. Og fårene bræger på samme måde, som de altid har gjort. Er der noget, der hedder nordisk magi, så indtræffer den her mellem de dryppende træer, de nysgerrige får og de syngende kvinder med næsten overjordiske stemmer. Aftenen sluttes af med et par flerstemmige nordiske aftenviser, og vi går lykkelige hjem, mens en næsten fuldmåne sig langsomt hæver.”

- Mia Christina Broe Jakobsen